En lille cirkel kan slutte for FC Midtjyllands Mikkel Thygesen, som sammen med FCN s Martin Bernburg i dag blev kaldt ind til Morten Olsens afbudsramte landshold, der onsdag spiller venskabskamp mod Tjekkiet.
Den 23-årige offensivspillers landsholdsdrømme blev til virkelighed, da han i november 2006 med en forfriskende indsats debuterede i rødt og hvidt i en venskabskamp mod Tjekkiet i Prag.
Men siden smuldrede drømmen, da karrieren kørte ud på et gevaldigt sidespor i tyske Borrussia Mönchengladbach, hvor Thygesen slet ikke passede ind.
Tager mere ansvar
Nu er selvtilliden tilbage efter et halvt år hjemme i trygge midtjyske rammer, og derfor er Mikkel Thygensen klar til at starte forfra på landsholdskarrieren med sin debut nummer to, når Tjekkiet symbolsk nok venter igen.
- Jeg spillede en god kamp mod Tjekkiet sidste gang, synes jeg, og jeg vil gøre mit bedste igen. Der er sket utrolig meget i min karriere siden sidste landskamp, siger han.
Selv om sidste forår var et tysk mareridt med kommunikationsproblemer, trænerskift og forkert placering på banen, har tiden siden sidste optræden på Morten Olsens landshold også modnet den unge københavner.
- Tyskland var fodboldmæssigt spild af tid, men mentalt var det en oplevelse at komme til udlandet. Jeg føler mig bedre rustet til at møde modgang, både for mig selv og for holdet, og jeg tager mere ansvar, siger Mikkel Thygesen. der ikke skal rejse langt for at støde til landsholdet. Kampen mod Tjekkiet spilles på FCM s hjemmebane i Herning.