Thulesen: Skattekommissionen skal have konsekvenser

Vælgerne skal kunne se konsekvenser, når skandaler i Skat er undersøgt af en kommission, siger Thulesen.
Skattekommissionen skal have konsekvenser, mener DF-formand, Kristian Thulesen Dahl. Han vil dog ikke sige hvilke.
Skattekommissionen skal have konsekvenser, mener DF-formand, Kristian Thulesen Dahl. Han vil dog ikke sige hvilke. Foto: Ida Guldbæk Arentsen /arkivfoto/Scanpix

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, nærmer sig spørgsmålet forsigtigt. Og med masser af forbehold.

Det er endnu ikke klarlagt, om nogen af de i alt ni skatteministre, som har haft posten som skatteminister siden 2004, bærer et ansvar for Skats sammenbrud.

Derfor er det alt for tidligt at placere et ansvar for skandalesagerne om manglende inddrivelse, fejlagtige it-systemer og udbetaling af milliarder kroner i udbytteskat til udenlandske svindlere.

Men bag alle forbeholdene fastslår DF-formanden samtidig, at politikerne på Christiansborg - både i regeringen og i Folketinget - skal tage den kommende skattekommission dybt alvorligt. Og drage konsekvenser af den:

- Vi nedsætter en kommission, fordi vi mener, at der skal så stærkt et redskab til for at genopbygge danskernes tillid til skattevæsnet.

- Deri ligger selvfølgelig også, at den konklusion, som kommissionen må komme frem til, skal tages dybt alvorligt.

- Det gælder også i det omfang, den måtte placere et ansvar hos os politikere. Så skal vi være parat til at tage det ansvar.

- Også på en måde, så man kan se, at der er konsekvenser af de konklusioner, kommissionen måtte komme frem til. Det, mener jeg, er en del af det at genoprette tilliden til skattevæsnet, siger Kristian Thulesen Dahl.

Det er endnu et åbent spørgsmål, hvad konsekvenserne kan blive. Og det spørgsmål kan blive centralt, når skattekommissionen nærmer sig sin afslutning.

Voxmeter har for Ritzau spurgt vælgerne om deres mening. Kan man fortsætte i landspolitik, hvis man har et ansvar for skandalerne i Skat?

Nej siger et flertal af vælgerne på 52,9 procent. Kun hver fjerde vælger - 26,6 procent - siger god for, at man kan blive på Christiansborg og dermed være kandidat til en ny ministerpost.

Som jeg hører dig, så udelukker du ikke, at man må opgive at blive minister, hvis man har et medansvar?

- Vi bliver nødt til at lade kommissionen arbejde og komme med sine vurderinger.

- Og så skal man selvfølgelig vide, at det er en kommission, vi selv nedsætter. Det, den kommer frem til, vil blive taget dybt alvorligt, siger Thulesen Dahl.

Han understreger, at han på ingen måde tager stilling til, om nogen ministre har et medansvar for striben af skandalesager.

I blå blok er det særligt nuværende finansminister Kristian Jensen, som er i søgelyset. Han var skatteminister fra 2004 til 2010 og er dermed den længst siddende af de ni skatteministre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.