Kristian Thulesen Dahl opfordrer til, at en afstemning om den europæiske patent-domstol bliver afholdt på samme dag, der er valg til EU-Parlamentet - altså den 25. maj 2014.
Det siger Dansk Folkepartis formand i sin åbningstale på partiets landsmøde i Herning lørdag.
- Det vil være redeligt og lige til, siger Kristian Thulesen Dahl.
Partiet slår dermed igen fast, at man ønsker, at danskerne skal tage stilling til tilslutningen til domstolen, da der er tale om afgivelse af suverænitet, og der ikke er 5/6 flertal i Folketinget til en tilslutning.
/ritzau/