Skrevet af Mads Jensen, maje@avisen.dk
Når finansordfører Kristian Thulesens
Dahls børn forsøger at snakke med om deres fars arbejde, siger de millioner,
milliarder, gaggengarter .
Og deres far har svært ved at korrekse
dem.
- For det er efterhånden som om, at dansk politik er
ved at gå i selvsving. Lover det ene parti 50 milliarder, følger det andet parti
efter med 100 milliarder. Ikke mindst Socialdemokraterne dobler bare op. Siger
vi to siger de fire. Siger vi fire, siger de otte, sagde Kristian Thulesen Dahl
søndag formiddag på Dansk Folkepartis landsmøde, hvor han forsøgte at peppe en lidt mat og tømmermandsramt
forsamling op.
Kristian Thulesen Dahl virkede derimod veloplagt,
og han doblede selv op. Han skulle have talt en halv time, men det blev til en
times beretning om livet set fra Christiansborg.
En stor del af tiden brugte han på at argumentere
for partiets forslag til de forhandlinger om næste års finanslov, der begynder i
næste måned. Flere penge til pensionisterne og så partiets forslag om, at de
lavtlønnede offentlige ansatte skal have flere penge i lønningsposen.
Men det
var først, da han begyndte at spidde de politiske modstandere, at der kom
rigtigt liv i salen.
Om Ny Alliance lød det blandt andet:
- Lad os bare sige det, som det er. Partiet er et
sammenrend af uudfoldede personlige ambitioner.
Socialdemokraterne, og specielt politisk ordfører
Henrik Sass Larsen, blev kaldt utroværdige.
- Socialdemokraterne er at sammenligne med en
rodebutik. På en lang række områder skifter de holdninger som vi andre skifter
undertøj. Seneste eksempel er deres holdninger til skattestoppet, hvor de sidste
weekend pludseligt ikke længere stod bag det. De står for alt det, som folk ikke
kan lide ved Christiansborg; deres politik er præget af taktik og strategi,
sagde Kristian Thulesen Dahl.