Thulesen Dahl peger på Løkke - men giver ingen garanti til Kristian Jensen

Dansk Folkepartis formand støtter Løkke som statsminister, men lader det stå åbent, om Kristian Jensen kan få samme garanti.
DF's Kristian Thulesen Dahl (tv) støtter Lars Løkke Rasmussen (midten) som statsminister, men giver ingen garanti til Kristian Jensen (th), hvis han overtager formandsposten i Venstre.
DF's Kristian Thulesen Dahl (tv) støtter Lars Løkke Rasmussen (midten) som statsminister, men giver ingen garanti til Kristian Jensen (th), hvis han overtager formandsposten i Venstre. Foto: Henning Bagger / Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Der er ingen slinger i valsen, når Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, bliver spurgt, hvem hans statsministerkandidat er. Svaret er Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Læs også: Dansk Folkeparti indtager Arbejdermuseet

Derimod er der ingen garanti for, at DF vil foretrække Kristian Jensen som regeringschef, den dag han måtte tage over efter Løkke.

Det lod Kristian Thulesen Dahl forstå på et debatmøde på Arbejdermuseet i København, da han blev spurgt om, hvordan Dansk Folkeparti forholder sig til Kristian Jensen.

- Vi går til valg på at støtte Løkke som statsminister, og så tager vi den derfra. Vi har ikke formuleret noget om, at den til enhver tid siddende Venstre-formand har vores støtte, sagde Kristian Thulesen Dahl og uddybede: 

 - Vi ser forskelligt på tingene - Kristian Jensen og os - for eksempel når det gælder grænsekontrol, som han vil have væk.

Dermed henviser Kristian Thulesen Dahl til, at Venstres næstformand tidligere har sagt, at grænser og grænsekontrol ikke er et værn mod flygtninge. 'Det er samarbejde derimod', pointerede finansminister Kristian Jensen i Berlingske i fjor.

Hvornår det bliver alvor for Dansk Folkeparti og de øvrige partier at pege på deres foretrukne statsministerkandidat, er endnu et ubesvaret spørgsmål. Selv har Lars Løkke Rasmussen talt om, at valget først kommer i 2019.

På debatmødet på Arbejdermuseet opridsede Kristian Thulesen Dahl, hvad han anser for 'Løkkes drømmescenarie':

- Jeg tror, at det vil være at udskrive valget efter nytår. Så er finansloven på plads, og Løkke har haft mulighed for at henvende sig direkte til danskerne i sin nytårstale. Det kan selvfølgelig ændre sig, hvis der kommer rod om finansloven. Men regeringen har lagt godt fra land med sit finanslovsudspil, og der er fulgt penge med, lød DF-formandens vurdering. 

På mødet gentog Kristian Thulesen Dahl, at Dansk Folkeparti er parat til at gå i regering med Venstre, hvis vælgerne giver mandat til det. Vel at mærke en regering, som Liberal Alliance ikke er en del af.

Samtidig ser Thulesen Dahl gerne et tættere samarbejde mellem Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Kristian Thulesen Dahl turnerer i øjeblikket landet rundt til debatmøder. Det helt store møde med DF-medlemmerne finder dog sted i weekenden i Herning, hvor partiet holder årsmøde. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.