Opdateret kl. 07:25
Det danske sundhedsvæsen skal i fremtiden drives uden regionerne.
Sådan tolker Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, den del af nytårstalen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), hvor sundhedsvæsnet bliver nævnt.
- Vi har brug for et sundhedsvæsen, der er mere tæt på danskerne. Løkke nævner i talen 21 nye sundhedsfællesskaber, som skal oprettes.
- Det giver ikke nogen mening at nævne dem, uden at man samtidig tager livtag med regionerne, siger Thulesen Dahl.
Regeringen har flere gange udskudt fremlæggelsen af et sundhedsudspil. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har tidligere udtalt, at det kommer i januar.
Regionernes fremtid har i den forbindelse været diskuteret heftigt, men Løkke nævnte ikke regionerne med et eneste ord i talen.
Han fastslog dog, at der skal oprette 21 nye såkaldte sundhedsfællesskaber. De nye sundhedsfællesskaber skal bygges op omkring lokale sygehuse rundt om i landet.
Men et sundhedsvæsen, hvor kommuner, 21 nye sundhedsfællesskaber, regioner og staten er involveret, er for meget. Det mener Thulesen Dahl.
- Så tror jeg, at de fleste kan se, at i et land med Danmarks størrelse, så er man nok blevet overadministreret, siger han.
- De 21 sundhedsfællesskaber, som Løkke nævner, må betyde, at det også for ham er et sundhedsvæsen, der i fremtiden skal drives uden regionerne, siger DF-formanden.
DF er ikke det eneste parti i blå blok, som ønsker regionerne skrottet. Det samme gør regeringspartierne Liberal Alliance og De Konservative.
Venstre har indtil videre afholdt sig fra at fortælle, hvad partiet fremover vil med regionerne, hvis hovedopgave er at styre og administrere sundhedsvæsnet.
Thulesen Dahl kalder det for "helt naturligt", at regeringen i sit sundhedsudspil skriver, at regionerne ønskes nedlagt.
/ritzau/