Meningsmålingerne forud for torsdagens folketingsvalg varsler dødt løb.
Selvom rød blok med Socialdemokraterne i spidsen i løbet af valgkampen har indhentet blå bloks store forspring, er det derfor fortsat en reel risiko for Helle Thorning-Schmidt, at hun efter valget må kalde sig forhenværende statsminister.
Men om et nederlag også betyder, at Thorning siger farvel til dansk politik og posten som socialdemokratisk partiformand, ville hun ikke selv svare på, da Socialdemokraterne onsdag holdt sit sidste pressemøde før valget.
- Jeg synes ikke, det er en diskussion at gå ind i på nuværende tidspunkt. Jeg koncentrerer mig fuldstændig om den opgave, vi har nu. Vi vil gøre alt for, at vi får mulighed for at fortsætte. Det handler ikke om mig eller Bjarne eller Mette. Det handler om Danmark, sagde Thorning.
Et afgørende valg for Danmark
På pressemødet stod Thorning side om side med finansminister Bjarne Corydon og justitsminister Mette Frederiksen.
Netop Mette Frederiksen er som næstformand og uofficiel kronprinsesse storfavorit til at overtage posten som partiformand, den dag Thorning måtte gå af.
Men om den dag kan vente i den nærmeste fremtid, hvis Lars Løkke Rasmussen og blå blok kan mønstre et flertal efter valget, afviser Thorning blankt at forholde sig til.
- Det er et afgørende valg for Danmark, det her. Det handler om, hvorvidt vi skal have nulvækst og mere blokpolitik, og om vi skal skære ned på noget, som vi synes er rigtigt og vigtigt i Danmark. Eller om vi skal fortsætte en sikker kurs for Danmark. Det er det, valget handler om, og det er det, jeg koncentrerer mig om, lød det fra Thorning.