Når S-R-SF-regeringen i august fremlægger sit udspil til finansloven for næste år, så kan forslaget rumme en lempelse i finanspolitikken.
I sin tale på Folkemødet i Allinge undgår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i hvert fald behændigt at udelukke muligheden for, at regeringen vil bruge flere penge næste år for at skabe vækst og job i Danmark.
- Vi vil som hidtil bruge de muligheder, vi har, for at anvende finanspolitikken til aktivt at holde hånden under beskæftigelsen. Vel og mærke på en ansvarlig måde, siger Helle Thorning-Schmidt i sin partiledertale fra hovedscenen.
Med formuleringen om, at en eventuel lempelse skal være "ansvarlig", åbner hun for, at regeringen efter sommerferien kan vurdere, at det nu er "ansvarligt" at lempe på finanspolitikken. Thorning afgiver dog ingen løfter:
- Regeringens konkrete forslag til, hvordan finanspolitikken skal se ud i 2014, vil fremgå i slutningen af august, når vi fremlægger vores finanslovsforslag, siger Thorning.
Hos Enhedslisten har man meldt ud, at Thorning skal lempe den stramme finanspolitik, hvis hun vil have det parlamentariske grundlag til at stemme for finansloven.
Også i regeringspartiernes bagland er der et udtalt ønske om, at regeringen bruger lidt flere penge, så der kan skabes flere job.
- Selvfølgelig er der et ønske om at gøre mere. Nu og her. Men det hurtige er ikke altid det bedste for Danmark, siger Helle Thorning-Schmidt, der understreger, at Danmark kører med underskud på de offentlige finanser.
- Vi skal værne om troværdigheden i vores økonomi. Vi må ikke glemme, at dansk økonomi siden 2010 har været under skærpet opsyn, fordi der ikke var styr på den offentlige økonomi.
- Vi skal passe på, at vi i vores iver efter at gøre det gode kommer til at gøre det modsatte. Vi skal passe på, at der ikke bliver skabt usikkerhed om dansk økonomi, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun advarer om, at renten kan stige for boligejere og virksomheder, hvis omverdenen mister tilliden til, at Danmark holder styr på de offentlige finanser.
- Derfor skal vi følge udviklingen tæt og træffe beslutningerne på det rigtige tidspunkt, siger Helle Thorning-Schmidt.
Trods advarslerne understreger statsministeren dog i sin tale, at "regeringen hele tiden er optaget af, om vi kan gøre mere".
/ritzau/