"Selvfølgelig har vi tolket reglerne korrekt," lyder svaret fra Helle Thorning-Schmidt (S) på kritikken om, hvorvidt hendes mand, Stephen Kinnock, har undladt at betale skat i Danmark.
Og dermed afviser hun alle beskyldninger om skattesnyd, skriver DR.
"Min mand bor i Schweiz, han arbejder for en schweizisk arbejdsgiver, han opholder sig de fleste dage af året i Schweiz. Derfor er det simpelthen et spørgsmål om at følge reglerne. Han SKAL betale skat i Schweiz," siger Helle Thorning til DR.
Den 40-årige Stephen Kinnock har aldrig søgt en forhåndsgodkendelse hos Skat, som han dog vil gøre nu, siger S-formanden.
"Man afgør jo ikke selv, hvor man betaler skat. Det er noget reglerne afgør," fastslår Helle Thorning.
Det var dagbladet B.T., der tidligere på dagen bragte historien om, at Stephen Kinnock havde søgt skattely i Schweiz.