Efter et møde i den socialdemokratiske partiledelse tirsdag formiddag smiler Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt.
Hun afviser igen den seneste uges kritik fra markante medlemmer af partiet, der mener, at hun og partiet har været alt for usynlige i den poltiske debat.
- Jeg er ikke enig med dem. Jeg synes, at vi har haft masser af sager, men vi kan diskutere de her ting. Og det tager vi sådan set stille og roligt, siger Helle Thorning-Schmidt til Berlingske.dk.
Hun nævner blandt andet spørgsmålet om kræftbehandling som et emne, partiet er gået aktivt ind i.
- Vi har foreslået, at kræftbehandling skal behandles som en akut sygdom, siger hun til avisen.
Samtidig siger hun, at partiet på sit sommergruppemøde i næste uge vil præsentere en plan for fremtidens velfærdssamfund.