Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger efter afslutningen af førstedagen af et EU-topmøde i Bruxelles, at mere vidtgående forslag om EU-reformer, der kræver traktatændringer, er væk fra den tekst, EU-landene ventes at enes om senere fredag.
- De er ikke væk for evigt. Men de er ikke med i de konklusioner, vi vedtager på det her topmøde, siger Thorning.
Hun erklærer sig godt tilfreds med, at EU-landene nu koncentrerer sig om de praktiske opgaver, der skal løses nu.
Statsministeren nævner som eksempel på de mere akutte opgaver det banktilsyn, økonomi- og finansministrene enedes om 12 timer før, topmødet gik i gang.
Udover den bankunion, tilsynet skal være en del af, har stats- og regeringscheferne fokuseret på at gennemføre flere af de ting, der allerede tidligere er vedtaget for at styrke euroen.
/ritzau/