I løbet af de seneste år har det været farvel til landets mest magtfulde job og fædrelandet - og når indboet skal med til England, så skal huset i Danmark sælges.
Netop det har landets tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt gjort. For små tre uger siden kom det frem, at rækkehuset i Kuhlausgade på Østerbro i København var solgt, og nu er handlen tinglyst.
Tinglysningen afslører, at den tidligere socialdemokratiske politiker fik 8.150.000 kroner for det 136 kvadratmeter byhus. Det skriver Boliga Kendte.
Det giver landets første kvindelige statsminister en pæn pose penge. Hun købte nemlig selv huset i 2004 for 3.680.000 kroner.
Stor interesse
Det 136 kvadratmeter store hus har altså været alt andet end gratis for køberne, der har købt huset som en skuffesag hos ejendomsmægleren. Men at der er stor interesse for byhusene, er der ingen tvivl om.
Da hendes nabo satte sit hus til salg i 2014 tog det ifølge Boliga Kendte blot fem dage - hjulpet godt på vej af en del presseomtale - at finde den rette køber, der bød 50.000 kroner over udbudsprisen. Mens naboen til den anden side i 2011 havde held med at sælge huset efter blot 42 dage.
Komponistkvarteret, hvor Helle Thorning-Schmidts nu tidligere hus ligger, er en række byggeforeningshuse, der i stil minder om de mere kendte "Kartoffelrækkerne" i det indre København.
Da boligerne blev bygget mellem 1893 og 1903 skulle man betale 8.200 kroner for et hus, hvilket i dagens penge svarer til godt og vel en halv million kroner. Betegnelsen Komponistkvarteret skyldes, at størstedelen af vejene er navngivet efter berømte danske komponister.
Helle Thorning-Schmidt bor i dag i det nordvestlige London med sin mand, Stephen Kinnock.