Nyhedsavisen har valgt at give
Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, ansvaret for den udgave af
avisen, som udkommer 1. maj. Hun blir derved chefredaktør i et enkelt døgn - med
den opgave at prioritere og disponere avisens indhold sammen med avisens
sædvanlige journalister og fotografer.
- Det giver sig selv, at hverken
Thorning-Schmidt eller andre folkevalgte selv skal skrive artiklerne – det skal
Nyhedsavisens egne journalister efter helt normale
kriterier, siger Nyhedsavisens chefredaktør, David
Trads.
Han understreger, at avisen modsat alle andre danske morgenaviser både formelt
og reelt er politisk uafhængig – og
at ingen nogensinde har anklaget avisen for at være hverken til højre eller til
venstre.
- Tværtimod. Alligevel kunne det være spændende at se, hvordan avisen
ville se ud, hvis den bare en enkelt dag blev ledet af en
toppolitiker, siger David Trads.
- Vi ønsker at give oppositionens
leder, Helle Thorning-Schmidt, muligheden for selv at forme Nyhedsavisen. Det
eneste krav, vi stiller, er, at avisens sædvanlige flow opretholdes - med
indland, udland, sport, debat, kultur og så videre. Men med titlen som
chefredaktør følger ansvar for næste dags avis - og vi glæder os til at se, hvad
Thorning-Schmidt har i ærmet, siger David Trads.
Nyhedsavisen agter ifølge David Trads at give den borgerlige fløj samme mulighed ved en senere
lejlighed.
Helle Thorning-Schmidt tog straks
imod udfordringen og siger:
- Det var en så spændende udfordring,
at jeg ikke kunne sige nej, da jeg fik tilbudet. Dertil kommer at det er en sjov
måde at markere 1. maj på, og det vil jeg helt naturligt gerne være med til. Jeg
glæder mig til - sammen med mine to redaktionschefer - at stå i spidsen for en
1. maj udgave af Nyhedsavisen, som læserne forhåbentlig vil have glæde
af.
Ud over
Thorning-Schmidt som chefredaktør vil Christine Antorini og Magnus Heunicke
fungere som redaktionschefer 30. april, når Nyhedsavisen til 1. maj skal
produceres.