Statsministerens nytårstale var en øvelse i fortrængning. Det mener Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, der savnede refleksioner fra Anders Fogh Rasmussen (V) over tilstanden i Irak og kvaliteten af den offentlige sektor.
- Talen var klinisk renset for, at der kunne være problemer i den offentlige sektor. Det er besynderligt, når han gik til valg på, at sektoren skulle forbedres, siger hun og tilføjer, at det er fint nok, at han sendte sin tak til de danske soldater i Afghanistan.
- Men hvor blev takken af til soldaterne, der var i Irak, spørger hun og har selv et svar:
- Der var ingen refleksioner over tilstanden i Irak, for statsministeren ønsker ikke at tale om noget, der ikke passer ind i hans verdensbillede. Derfor taler han ikke om, at der kan være problemer i vores velfærdssamfund, og han taler ikke om, hvordan det er gået i Irak, siger hun til Avisen.dk
Samtidig kritiserer hun statsministerens opfordring til de offentligt ansatte om at vise mådehold i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger
- Det er da rigtigt, at vi skal udvise forsigtighed over for økonomien. Problemet er bare, at regeringen selv har medvirket utrolig meget til faren for økonomisk overophedning ved at give 10 milliarder kroner i skattelettelser. Det kan blive de dyreste skattelettelser i Danmarkshistorien, siger Helle Thorning-Schmidt, der betegner talen som én af de dårligste, Fogh har holdt:
- Det var en tale, der tog udgangspunkt i statsministerens hverdag i stedet for danskernes. På den måde synes jeg faktisk, at dronningens tale var mere relevant for danskernes hverdag, siger Thorning til Avisen.dk