Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mener ikke, at det er problem, at den socialdemokratiske kongres vedtog, at partiet skal arbejde for at få indført en europæisk skat på finansielle transaktioner, selvom det strider med regeringsgrundlaget.
Det siger hun efter, at S-kongressen i Aalborg rundede af søndag.
- Det, synes jeg, er fint. Jeg kender Socialdemokraternes holdning til det her spørgsmål, og det er noget, vi har diskuteret i rigtig lang tid. Så det er fint.
Ser du det ikke som et problem, at man har et regeringsparti, der vil noget andet end det, der står i regeringsgrundlaget?
- Nej, det gør jeg ikke.
- Og der bliver ikke ændret i regeringens politik. Og det tror jeg også udmærket, at Kongressen er klar over, siger statsministeren.
/ritzau/