Statsminister Helle Thorning-Schmidt blev tirsdag mødt med en mur af spørgsmål omkring den dagpengereform, som bliver ved og ved og ved med at banke kiler ind mellem regeringspartierne og ikke mindst mellem regeringen og Enhedslisten.
Igen og igen blev statsministeren spurgt om, hvorvidt regeringen vil gøre noget for at hjælpe de tusindvis af mennesker, der til sommer står til at miste deres dagpenge på grund af stramningerne i dagpengereformen.
Det var ikke spørgsmål, som statsministeren gav noget svar på andet, end at regeringen - som planlagt - vil tage en drøftelse med Enhedslisten om udviklingen i langtidsledigheden.
Og til sidst fik statsministeren nok af alle spørgsmålene:
- Nu skal I høre, sagde statsministeren til pressefolkene.
- Jeg gider ikke at sige det mere, for nu har jeg sagt det rigtig mange gange. Hvis der er nogen, der har spørgsmål til andre ting, er I meget velkomne. For ellers bliver det en meget lang gentagelse af det, jeg har sagt, lød det fra Thorning.
Dagpengespørgsmålet er i den grad blusset op igen, efter at først SF-formand Annette Vilhelmsen har understreget, at hun mener, at "problemet ikke er løst", når det kommer til dagpengene.
Mandag understregede den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, at der er "rigtig, rigtig mange mennesker, der ikke er blevet reddet", regeringens forskellige dagpengetiltag til trods.
Og tirsdag rettede flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer så en skarp kritik af den nuværende dagpengereform.
/ritzau/