Hvis Lars Løkke Rasmussen (V) vælges som statsminister, indkaldes der til trepartsforhandlinger mellem arbejdsgiverne, lønmodtagerne og regeringen.
Det slog han fast på sin tale ved Folkemødet på Bornholm.
- Hvis jeg bliver statsminister igen, så indkalder jeg til trepartsforhandlinger, så lønmodtagere, arbejdsgivere og politikere sammen kan finde svarene på de udfordringer, som Danmark står midt i og står overfor, sagde han således ifølge Ritzau.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der mislykkedes med trepartsforhandlinger som skulle få danskerne til at arbejde 12 minutter mere om dagen, kan sagtens se fornuften i løbende at tale med arbejdsmarkedet parter.
- Det gør regeringen jo også. Vi har lavet rigtig mange aftaler med både lønmodtagere og også erhvervslivet i Danmark, fastslår hun overfor Avisen.dk.
Ikke tidspunktet
Dog ser hun ikke trepartsforhandlinger som det allervigtigste efter et valg.
- Jeg synes ikke, det er det vigtigste at gøre lige på nuværende tidspunkt, siger hun og tilføjer:
- Vi skal altid snakke med arbejdsmarkedets parter. Men jeg tror, at det, som lønmodtagerne har mest brug for, er, at deres politikere bekæmper social dumping, så vi har danske job til danske lønninger i Danmark. Der har jeg intet hørt fra Lars Løkke.
I sin tale understregede Lars Løkke Rasmussen, at han ønskede at række en hånd frem mod fagbevægelsen.
Fastholder tiltag
Til spørgsmålet om, hvorfor Helle Thorning-Schmidt ikke ønsker at gøre det samme, svarer hun:
- Vi arbejder altid sammen med danske lønmodtagere. Det har vi altid gjort, og det vil vi altid gøre. Jeg tror, den største håndsrækning til lønmodtagerne her og nu er, at vi fastholder de tiltag, vi har mod social dumping. Jeg synes, det er mystisk, at Lars Løkke gerne vil give en håndsrækning til lønmodtagerne, men at han ikke ønsker at fastholde kampen mod social dumping, siger hun.