Socialdemokraterne og SF's økonomiske spareplan burde udløse meget mere begejstring i erhvervslivet, mener S-formand, Helle Thorning-Schmidt. I stedet oplever hun kun, at de klynker og brokker sig.
"Jeg havde egentlig regnet med, at de ville tage positivt imod planen i stedet for at komme med det her forudsigelige klynkeri," siger hun til Berlingske Tidende.
Både hos Dansk Industri og Dansk Erhverv afviser man kritikken og siger, at der ganske enkelt er huller i planen.
"Jeg må konstatere, at S og SFs planer på skatte- og afgiftsområdet fører til højere erhvervsskatter på op mod otte milliarder kroner. Det forbedrer ikke konkurrenceevnen. Det forringer den," siger Hans Skov Christensen, administrerende direktør i Dansk Industri.
S-SF-planen blev lanceret sidste tirsdag og indeholder tiltag, som ifølge S-SF vil styrke dansk økonomi med 48,5 milliarder kroner. Det skal ske ved blandt andet at øge den ugentlige arbejdstid med en time og få unge hurtigere igennem uddannelsessystemet.