Af Signe Bjerre, sibj@avisen.dk
Det er tre år siden, du overtog formandsposten. Hvordan synes du, de tre år er gået?
- Det er jo ikke gået godt nok. Vi ville gerne have vundet valget. Men på flere af de store politiske områder er jeg tilfreds.
Føler du, at du har et personligt ansvar for den historisk lave tilslutning, som Socialdemokraterne har i øjeblikket hos vælgerne?
- Selvfølgelig har jeg et ansvar. Det er ikke i tilstrækkelig grad lykkes mig at overbevise vælgerne om, hvad det er Socialdemokraterne vil. Men nu lægger jeg en lidt mere samlet plan, hvor jeg opstiller nogle klare valg for danskerne. Jeg har knoklet for det her i tre år, så jeg synes ikke, at jeg har svigtet.
Har du nogensinde overvejet at forlade dansk politik, mens du har siddet som formand for Socialdemokraterne?
- Til tider har det taget meget energi. Der er klart. Det er en kæmpe opgave, jeg har påtaget mig. Men jeg kan godt lide det. Så nej, jeg har ikke overvejet at stoppe.
Hvad er den værste oplevelse, du har haft på Christiansborg?
- Det er, når vi mister soldater i Afghanistan. Selvfølgelig har der også været udfordringer på det personlige plan, men det er svært at pege på noget konkret.
Mange har kritiseret dig for ikke at have noget politisk projekt på hjerte. Hvordan vil du overbevise dem om, at du har noget på hjerte?
- Jeg har skam masser på hjerte, og er ude at tale med mennesker hver dag. Det handler om, at den siddende regering er gået fuldstændig i stå. Det er alle mulige andre, der skal tage et ansvar. Det gør jeg op med nu. Der er brug for nogle politikere, der tør tage nogle klare valg. Ellers kan det få store konsekvenser for vores integration og velfærd.