Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har siden sin tiltrædelse brugt 7,5 millioner kroner på chartrede fly. Dermed er hun den dyreste statsminister nogensinde på området. Det skriver nyhedsbrevet check-in.dk.
Statsministeren har nogle særlige privilegier, når hun rejser på tjenesterejse. Ligesom sine forgængere kan hun anvende Forsvarets fly til rejser i Europa. Hvis dette fly er optaget, kan statsministeren leje fly fra private operatører.
De øvrige ministre i regeringen skal begrunde, hvis de vælger at chartre fly, men det gælder ikke for statsministeren, idet der skal være mulighed for en "effektiv og fortrolig forberedelse" samt fleksibilitet omkring transportløsningen.
Ordningen har Helle Thorning-Schmidt da også benyttet flittigt. Siden hun 3. oktober 2011 dannede regering, har statsministeren frem til 31. december 2012 været på i alt 50 rejser i såvel indland som udland.
Ikke færre end 36 af de 50 rejser er foretaget med chartret fly og løber op i en sum på 7.477.663 kroner.
Særligt forberedelsen af EU-formandskabet har fyldt godt på kontoen. Fra 3. oktober og frem til 31. december 2011 brugte Helle Thorning-Schmidt 2,5 millioner kroner på chartrede fly.
Det viser åbenhedsordningen om ministres udgifter og aktiviteter, der blev til ved en politisk aftale i april 2009 mellem den daværende regering og Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre.
Dermed er Helle Thorning-Schmidt den dyreste statsminister nogensinde hvad angår chartrede fly. Fra 2005 til 2010 var omkostningerne til statsministerens chartrede fly ifølge Rigsrevisionen på mellem 2,7 og 4,4 millioner kroner årligt.
/ritzau/