Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen havde fundet melodien, da han søndag gik en superrunde i HNA Open de France.
Før dagens runde lå danskeren på en delt 21.-plads, men en sidste runde i seks slag under banens par på 71 ændrede en hel del.
Den betød, at Thorbjørn Olesen sluttede på en delt tredjeplads sammen med svenske Alexander Björk og Michael Lorenzo-Vera fra Frankrig.
Turneringen blev vundet af Tommy Fleetwood fra England, der i alt gik 12 slag under i turneringen.
Hele otte birdies præsterede Thorbjørn Olesen søndag, og det blev kun overskygget af to bogeys undervejs på sidste runde.
Lasse Jensen gik dagen i 72 slag, og han ligger i øjeblikket på en delt 33.-plads.
Thomas Bjørn har ikke fundet storspillet frem i turneringen.
Lørdag præsterede danskeren en runde i seks slag over banens par, og søndag var ikke meget bedre, da Thomas Bjørn gik runden i 76 slag, hvilket placerer ham på en delt sidsteplads.
/ritzau/