Den danske golfstjerne Thorbjørn Olesen fortsætter storformen.
Søndag triumferede han i European Tour-turneringen Italian Open, og mandag banede han sig vej til majorturneringen US Open, der spilles senere i juni.
Det skete i kvalifikationen på Walton Heath syd for London.
De 14 bedste kvalificerede sig, og Olesen gjorde sig klar til US Open med en delt 12.-plads i seks slag under par.
Olesen kom først til England med et fly fra Italien sent søndag aften, skriver TV3 Sport.
Det er anden gang i karrieren, at Thorbjørn Olesen deltager i US Open. Han deltog også i 2013, hvor han ikke klarede cuttet.
Med søndagens triumf nåede han op på fem European Tour-triumfer. Søndagens sejr bragte ham op som nummer 75 på verdensranglisten.
Nu gælder det om at holde den gode form frem imod US Open, der spilles fra 14. til 17. juni.
/ritzau/