Golfspilleren Thorbjørn Olesen var alt andet end tilfreds med sin egen indsats lørdag, hvor han faldt fra første- til andenpladsen ved European Tour-turneringen AfrAsia Bank Mauritius Open inden søndagens sidste runde.
Danskeren er dog taknemmelig for, at han kun har et enkelt slag op til den førende sydafrikaner George Coetzee.
- Mine udslag var forfærdelige i dag, de var simpelthen ikke gode nok. Forhåbentlig vender det i løbet af natten, ellers bliver det en lang runde i morgen.
- Men jeg kan ikke være gladere, når jeg kun er et slag fra føringen efter sådan en indsats som i dag. Jeg har stadigvæk en chance, men jeg skal ramme fairwayen i morgen, siger Thorbjørn Olesen til europeantour.com.
Den 25-årige dansker gik runden i et slag under par og er samlet 10 slag under for de første tre runder. Midtvejs var Olesen ellers to slag over banens par, men takket være blandt andet gode lange par-puts fandt Olesen vejen tilbage mod toppen.
- Mine par-redninger var fantastiske i dag, medgiver Thorbjørn Olesen.
- Parret på hul 14 var utroligt, og på hul 17 var parret også fantastisk. Det var en hård runde, og det krævede stor koncentration og tro på mig selv, siger Thorbjørn Olesen.
/ritzau/