Thorbjørn Olesen har fået en fremragende start på European Tour-turneringen Abu Dhabi HSBC Golf Championship.
Det store danske golftalent slog sig torsdag op på en delt tredjeplads på førstedagen af turneringen, der også har deltagelse af Tiger Woods og Rory McIlroy.
De to verdensstjerner kunne dog ikke hamle op med den 23-årige dansker, der åbnede turneringen med en runde i 68 slag - fire under banens par.
Thorbjørn Olesen spillede solidt og leverede fem birdier og en enkelt bogey på torsdagens 18 huller.
Verdensetteren Rory McIlroy, der for første gang luftede sine nye køller fra Nike, brugte 75 slag og er langt tilbage i feltet.
Amerikanske Tiger Woods var lidt bedre og åbnede med en runde i 72 slag.
Ikke alle spillere har spillet torsdagens åbningsrunde færdigt, og derfor kan der fortsat ske ændringer i stillingen i løbet af torsdag eftermiddag.
/ritzau/