Der skal være ro om kommunernes økonomi. Derfor lover regeringen nu, at kommunerne ikke bliver tvunget til at finde flere besparelser på næste års budgetter.
- For at der ikke skal være uro om den kommunale økonomi, har vi vedtaget, at kommunerne kan disponere over de vedtagne budgetter i 2008, siger finansminister Thor Pedersen til Nyhedsavisen.
Kommunerne har vedtaget at sætte skatterne op med 1,5 milliarder mere end aftalt med regeringen. Oppositionen har under valgkampen forlangt, at regeringen meldte klart ud, hvad konsekvensen for kommunerne ville blive. Og med kun fem dage til valget freder regeringen nu budgetterne.
Samtidig understreger finansministeren, at skattestoppet vil blive overholdt. Det betyder, at regeringen vil finde penge frem fra statskassen for at kompensere for skattestigningen på de 1,5 milliarder kroner.
Regeringen vil næste forår drøfte med kommunerne, hvordan man sikrer, at de ikke bryder aftalen næste år.
Er dette en trussel til kommunerne om at de kommer til at betale for dette års overtræk næste gang?
- Det er der ikke taget stilling til. Vi vil have en aftale med Kommunernes Landsforening, men for at vi har et aftalesystem er det nødvendigt, at aftalen holdes. Den alvor ligger der, og det ved man også godt i KL, siger finansministeren.
Ville denne fredning af kommunernes budgetter være kommet, hvis der ikke var valgkamp?
- Hvis og hvis og hvis og hvis. Hvis der ikke havde været valgkamp, havde der været et andet tidsforløb. Så var vi måske allerede i gang med at drøfte aftalen med Kommunernes Landsforening, men det er nu forsinket, siger Thor Pedersen.