Der er skattelettelser på vej til danskerne, når arbejdsmarkedsbidraget får kniven. Det sker sandsynligvis til august, når regeringen præsenterer næste års finanslov, siger finansminister Thor Pedersen (V) til Ekstra Bladet torsdag.
Arbejdsmarkedsbidraget er i dag på otte procent, men skal sættes ned, fordi der er kommet overskud på kontoen. Arbejdsmarkedsfondsloven blev lavet for at folk i arbejde skulle bidrage til at finansiere de ledige i form af arbejdsmarkedsbidraget. Samtidig blev der skrevet ind i loven, at bidraget skulle sænkes igen, når ledigheden faldt, og der blev plus på kontoen.
Og det er altså, i følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, sket nu, hvor overskuddet er på cirka seks milliarder kroner.
- Jeg glæder mig over, at der i følge AE Rådet er udsigt til overskud i fonden. Og vi vil selvfølgelig overholde loven, der siger, at bidraget skal sættes ned, når der er overskud, siger Thor Pedersen.
Lettelsen vil give en almindelig lønmodtager med en årsindkomst på 300.000 kroner en skattelettelse på knap 1000 kroner om året.