Af Rikke Berg, Sune Bové Christensen
ribe@dny.dk
@BRØD:
Efter at finansminister Thor Pedersen (V) har set, hvordan briterne har overskredet deres budget for OL med flere milliarder, er han stået helt af på tanken om, at Danmark kunne være en mulig vært for OL i 2024.
»Jeg har lige set, at det britiske overslag er blevet fordoblet til, hvad der svarer til 102 milliarder kroner. Jeg må bede dem, der taler om at få OL til Danmark, om at slå koldt vand i blodet. Skal jeg vælge mellem at bruge 100 milliarder kroner på OL i tre uger og på at modernisere vores sygehuse, vælger jeg det sidste.
»Det er en debat, som ikke er kommet i gang endnu, men jeg beder om at få benene ned på jorden,« sagde finansminister Thor Pedersen i går til Jyllands-Posten.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er dog ikke parat til hverken at støtte eller afvise ønsket om at trække OL til Danmark. Imidlertid betegnede han på sit ugentlige pressemøde tirsdag udgifterne som astronomiske.
»Jeg tror, at alle kan indse ved at studere tal fra udlandet, at der i givet fald vil være tale om astronomiske beløb og en gigantisk opgave, som altså kræver meget grundige overvejelser. Men jeg synes ikke, at det er nogen skade til, at vi har høje ambitioner, når det kommer til at tiltrække internationale begivenheder i det hele taget,« sagde Anders Fogh Rasmussen.
Kan gavne samfundet
Han understregede samtidig, at en lang række andre idrætsbegivenheder også er interessante – og langt billigere – at få til Danmark.
Direktøren for Idrætsfonden Danmark, Lars Lundov, mener ikke, at man bare sådan kan sige, at et OL er for dyrt.
»Hvis pengene bare bliver brugt til at holde idrætsfest i tre uger, har finansministeren ret i, at det er en meget dyr fest. Men jeg synes, at man er nødt til at dykke ned i budgetoverskridelserne og se på, hvad de skyldes,« siger han.
Hvis overskridelserne for eksempel skyldes forbedringer af infrastruktur eller byggeri af boliger, så holder argumentet om at spilde penge på en dyr fest nemlig ikke, mener han. For så bliver pengene brugt på noget, som også kommer borgerne til gode i fremtiden.