Når Danmark møder Cypern på tirsdag til EM-kvalifikationskampen i Parken bliver det uden Thomas Sørensen til at vogte målet.
I dag søndag har han allerede forladt landsholdslejren i Helsingør på grund af sin hofteskade, som han pådrog sig mod Portugal. Det skriver TV2 Sporten. Danskeren er på vej til sit hjem i England for at slappe af en hel uge oven på sin skade.
I kampens hede i fredags fik den 34-årige landsholdsmålmand nemlig en forstrækning i hoften i første halvleg og måtte udgå.
"Det var utroligt ærgerligt, at jeg måtte udgå på det tidspunkt i Portugal, hvor vi lige var kommet bagud 2-0. Det er en skade i hoften, der kom midt i en spurt, og så fik jeg igen et vrid ved deres 1-0 mål," siger Thomas Sørensen til Sporten.dk
I stedet blev den 26-årige Anders Lindegaard sat på mål, og noget tyder ifølge Sporten.dk på, at han også bliver sat ind på tirsdag. Selv om Danmark tabte 3-1 til Portugal, mener sportsmedier alligevel, at Lindegaard gjorde et godt stykke arbejde.
Ifølge TV2 Sport har Morten Olsen udtaget Efsborg-målmanden Jesper Christiansen som ekstra reserve, ligesom FC Midtjyllands Jonas Lössl allerede er i truppen.