En midaldrende amerikansk mand har mistet livet efter en tragisk jagttur. 66-årige Thomas Alexander døde, efter at en hjort havde angrebet ham.
Jægeren kom fra Yelville, der ligger i staten Arkansas. Han ringede hjem og fortalte begejstret, at han havde skudt en hjort. Halvanden time efter ringede han igen og sagde, han var hårdt såret. Hans kone ringede med det samme til det lokale politi, som fandt jægeren ved hjælp af to hundepatruljer.
Selv om Thomas Alexander med det samme i en ambulance blev bragt til det lokale hospital, døde han senere af sine kvæstelser.
Thomas Alexander blev fundet med adskillige stiksår fra hjortens gevir. Det er ellers kutyme blandt mange jægere, at man gerne skal vente et kvarter til en halv time, efter man har skudt en hjort, før man går hen til den.
Kronvildt altid farligt
Man hører ofte, at man skal holde sig i sikker afstand på brunstige tyre i brunstsæsonen. Især hvis de har hunner omkring sig. Men faktisk skal man altid holde sig i sikker afstand fra de store dyr – hele året. Det er Danmarks største og tungeste vilde dyr og kan veje over 250 kilo. I Dyrehaven nord for København er de faktisk farligere end andre steder i Danmark, for normalt vil de stikke af, hvis de ser mennesker, men i den indhegnede Dyrehave, er hjortene ofte så vant til mennesker, at de nærmest kan blive tamme.
Så kan man af og til fodre dem, når de kommer helt hen til en, men det er her, det bliver rigtigt farligt, for de er ikke godmodige tamme dyr. De kan pludselig blive forskrækkede og aggressive og stange uden advarsel. Når skovridderen/skovfogeden opdager tamme dyr, bliver de faktisk skudt for at undgå, at man får en skæbne som stakkels Thomas Alexander.