Den kontroversielle jægersoldat Thomas Rathsack, der blev landskendt på grund af sin bog "Jæger - i krig med eliten", der i detaljer beskrev danske elitesoldaters ageren i Afghanistan, har nu sagt sin stilling i forsvaret op.
En skriftlig advarsel for et alvorligt brud på tavshedspligten blev for meget.
Det skriver Politiken.
"Jeg er forundret, for jeg er ikke blevet tiltalt og slet ikke dømt i sagen. Men med en skriftlig advarsel i bagagen, så har jeg ikke mulighed for en fornuftig karriere i de 17 år, jeg har tilbage i forsvaret," siger Thomas Rathsack til Politiken.dk.
Opsigelsen kommer blot en måned efter han vendte tilbage i arbejde - siden oktober 2009 havde han være suspenderet.
Forsvarets auditører forsøgte med en sigtelse både ved militær og civil domstol, men efter det blev droppet, endte sagen med en skriftlig advarsel. Ifølge Politiken har Thomas Rathsack gjort indsigelse mod advarslen, men i fredags fik han et brev fra Forsvarets Personeltjenste om, at advarslen blev fastholdt.
"Forsvaret mener, at det er tale om en alvorlig overtrædelse af tavshedspligten, og at advarslen kan få konsekvenser for mit tjenesteforhold, altså mine avancementsmuligheder. En gentagelse kan føre til min afsked. Da jeg samtidig kun har en midlertidig sikkerhedsgodkendelse og på et lavere niveau end tidligere, så er Forsvaret ikke fremtiden for mig," siger Thomas Rathsack til avisen.
"Jæger - i krig med eliten" blev inden udgivelsen gengivet i sin fulde længde i Politiken, men solgte alligevel 70.000 eksemplarer. Thomas Rathsack arbejder nu på en ny bog, men denne gang i den skønlitterære genre.
Kilde: Politiken.dk.