Det har været en rigtig møgsæson for den danske landsholdsspiller Thomas Kahlenberg. Og så er det sagt pænt. På det franske klubhold Auxerre tabte han seks af de første syv kampe i ligaen, hvilket blev efterfulgt af et EM-exit, da spanierne indtog Århus og stoppede den 24 år gamle tradition med, at Danmark altid kommer til EM.
På lørdag skal den tidligere Brøndby-spiller og hans franske kompaner forsøge at sikre julefreden med en sejr over Monaco, som vil sikre klubben en plads over nedrykningsstregen i ferien.
»Det er langt fra en favorabel position, vi har sat os i. Der har været positive ting i kampene på det seneste, men vi kan ikke blive ved at sige at vi skal spille godt – snart. Det skal være nu,« konstaterer Thomas Kahlenberg.
I sommer forlængede han aftalen med Auxerre, så parterne har papir på hinanden indtil 2010. Det gjorde han i en situation, hvor rygterne løb omkring et skifte til Michael Laudrups Getafe. Selvom Kahlenberg ikke ønsker at udtale sig om sin fremtidige klubber, så lægger han ikke skjul på, at det en dag godt kunne friste at rykke vest på til La Liga.
»Jeg har altid været fascineret af spansk fodbold, og kunne da godt tænke mig at prøve det af. Jeg har det godt her i Auxerre, hvor jeg får fuld spilletid, men jeg ved bare, at jeg ikke skal være i klubben resten af min karriere,« siger midtbanespilleren.
Landstræner Morten Olsen mener, at Thomas Kahlenberg stadig er at betegne som udviklingsspiller, hvilket forklare spillerens ustabile sæson.
»Det er gået meget op og ned for Kalle i år. Sådan er det bare en gang imellem for de yngre spillere. Efter en fantastisk første sæson i Auxerre har præstationerne været mere svingende. Også på landsholdet,« siger Morten Olsen.
Om Kahlenberg skal begynde at kigge efter nye græsgange, vil landsholdsbossen ikke blande sig i.
»Det blander jeg mig ikke i. Det er kun spilleren selv, som kan vurdere det. Der har været uro i Auxerre med blandt andet et trænerskifte, men det er en god skole at være i, og holdet skal nok finde ind på sporet igen,« siger han.