Thomas Helmig er for tiden i studiet for at indspille en efterfølger på sin anmelderroste plade 'Helmig Herfra'. Dog har sangeren planer om at tage en pause fra musikstudiet for i stedet at komme ud til danskerne og spille nogle koncerter.
De næste tre måneder har Helmig tænkt sig at turnere rundt i landet og spille på sommerens festivaler. Sangeren starter turen den 5. juni, hvor Horsens kan opleve Helmig fyre den af til de største hits. To koncerter i Odense vil være afslutningen på turneen engang i august, skriver Gaffa.
Et band på elleve musikere og fire engelske blæsere skal følge den danske musikhelt rundt i landet. Musikerne har tidligere erfaring med store internationale navne som Kylie Monogue og Amy Winehouse. Dermed er standarden sat højt ved sommerens koncerter.