Det kører i den grad for Thomas Bo Larsen, når det kommer til hans skuespil, men det har samtidig kostet på kærligheds-kontoen.
For efter to års parforhold med stylisten Diana Hvas, som han også var flyttet sammen med, er han nu blevet single igen.
"Det er rigtigt, at vi ikke er sammen længere," siger Thomas Bo Larsen til ekstrabladet.dk.
Han arbejder i øjeblikket på Thomas Vinterbergs nye film 'Jagten' og er derudover aktuel i voksenjulekalenderen på DR2.
"Hun er en sød kvinde, og jeg ønsker hende alt det bedste. Men vi har begge haft for travlt til, at det kunne fungere," siger skuespilleren.
Diana Hvas er dog ikke helt så meddelsom om bruddet.
"Jeg håber, du forstår, at jeg på trods af jeres altid pæne behandling af mig ikke ønsker at uddybe nærmere, hvorfor jeg valgte at trække stikket. Jeg har min datter at tænke på, siger" Diana Hvas, der er i gang med at åbne sin egen frisørsalon, kryptisk til Se og Hør.
Thomas Bo Larsen meddeler desuden over for ekstrabladet.dk, at der ikke er nye kvinder i kikkerten, og at der heller ikke kommer det foreløbigt. Arbejdet har førsteprioritet.
Kilde: Ekstra Bladet