Golfveteranen Thomas Bjørn er så småt begyndt at overveje, hvornår han skal indstille golfkarrieren, men det bliver ikke foreløbig.
Den 42-årige dansker føler sig nemlig fristet af muligheden for at deltage i OL i Rio de Janeiro om tre år, når golfsporten er på OL-programmet for første gang.
- Jeg har et par ting i hovedet, som jeg gerne vil, før jeg stopper karrieren.
- For det første så har jeg fået en god start på Ryder Cup-kvalifikationen, og det vil jeg gerne gå efter.
- Men det bliver krævende at komme med på holdet i 2014, for der er så mange gode spillere i Europa, at det ikke rækker at spille godt i nogle enkelte turneringer.
- Man skal spille godt hele tiden, siger Thomas Bjørn om udsigten til at få en plads på Europas hold i dysten mod USA.
Drømmeafslutningen på silkeborgenserens karriere kunne være i Brasilien om tre år.
- OL i 2016 kunne være en fantastisk måde at slutte en karriere på. Det vil jeg gerne.
- Det er ikke sådan, at jeg kan se enden på min karriere lige nu, men på et tidspunkt kommer der et naturligt stop, siger Bjørn, som for nylig i Schweiz vandt karrierens 14. sejr på European Tour.
Med sin første turneringssejr i to år beviste danskeren, at han fortsat hører hjemme blandt de bedste i Europa.
- Karrieren har fået et lille ryk igen, og jeg føler mig yngre end de 42 år, jeg er nu, siger Bjørn.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.