Sangeren Thom Yorke er en travl herre for tiden, med nyt fra både bandet Radiohead og sit soloprojekt.
Nu har den populære musiker fundet de medspillere, som han vil bruge til sine solo-optrædender, nemlig bassiten Flea og trommeslageren Joey Waronker, der er kendt for sit arbejde med Beck og R.E.M.
Musikeren skriver om den nydannede gruppe på Radioheads hjemmeside, og han fortæller at også produceren Nigel Godrich, der er kendt som det sjette medlem af Radiohead, er ombord.
"Hej, i sidste par uger har jeg sat et band sammen for sjov og for at spille "The Eraser"-ting live og de nye sange osv., bare for at se om det kunne fungere. Det er mig, Joey Waronker, Mauro Refosco, Flea og Nigel Godrich. Vi har ikke rigtig et navn endnu, og sættet vil ikke være særligt langt, fordi, ja, fordi vi ikke har så meget materiale endnu," fortæller Yorke på radiohead.com.
Fans håber at udtalelserne betyder, at der er flere koncerter med den nye supergruppe på vej.