Den britiske regering forbereder sig på "enhver situation" i forhandlingerne om brexit, også at der ikke bliver nogen aftale med EU.
Det siger den britiske premierminister, Theresa May, i sin tale til Det Konservative Partis landsmøde i Manchester.
Talen er klimakset på det fire dage lange landsmøde hos De Konservative.
Men hendes afsnit om brexit afslører intet nyt om den britiske regerings tilgang til EU-skilsmissen.
Den skal være en realitet i marts 2019, og forhandlingerne er dårligt nok kommet i gang på grund af britisk tøven.
Op til landsmødet er May ifølge mange kommentatorer forsøgt underløbet af sin udenrigsminister, Boris Johnson, på et tidspunkt, hvor hun har hårdt brug for, at hendes parti står samlet.
Johnson har talt for en hård linje over for EU. Bag det krav, som er fremsat op til landsmødet, ser mange et forsøg på at antaste Mays lederskab.
Fra Frankrig lyder der på vegne af EU en meget direkte opfordring til May.
- Vi vil have vores penge tilbage, lyder det fra den franske økonomiminister, Bruno Le Maire.
Han henviser til de penge, som Storbritannien skal betale i forbindelse med EU-skilsmissen.
Det handler om den britiske andel af de projekter, som briterne har været med til at beslutte i EU. Der er nævnt beløb på op mod 100 milliarder euro.
Maire spiller på det udtryk, som den tidligere konservative britiske premierminister Margaret Thatcher blev berygtet for i EU i 1980.
- Jeg vil have mine penge tilbage, sagde hun dengang, da hun var uenig i, hvad Storbritannien skulle betale til fællesskabet.
May undskylder over for de delegerede for et dårligt resultat ved valget i juni. Her mistede De Konservative flertallet i parlamentet og er i dag afhængige af stemmer fra et nordirsk protestantisk parti.
Hun fremlægger en række initiativer på bolig- og energimarkedet som skal gavne den almindelige britiske forbruger. Hun taler om sociale reformer og påpeger, at partiet skal være midtsøgende.
/ritzau/