Nu bekræfter May: Stopper før næste valg
European Union leaders summit in Brussels Piroschka Van De Wouw/Reuters
Den britiske premierminister, der overlevede en tillidsafstemning onsdag, melder sin afgang inden næste valg.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, bekræfter, at hun vil træde tilbage inden næste valg, der senest afholdes i 2022.

Onsdag aften overlevede hun en tillidsafstemning i sit konservative parti, hvor et flertal afgjorde, at hun kunne blive på posten som partileder.

Men det bliver ikke hende, der skal føre partiet til valg næste gang, meddeler May, da hun torsdag eftermiddag ankommer til EU-topmøde i Bruxelles.

- Jeg tror, det er rigtigt at lade en anden partileder føre os ind i det parlamentsvalg, siger hun.

Theresa May sikrede sig 200 stemmer i partiet onsdag, hvor 117 stemte imod. Hun skulle bruge støtte fra 159 medlemmer for at beholde lederposten.

Flere forventer, at de politiske uenigheder om Storbritanniens udtrædelse af EU risikerer at udløse et tidligt valg.

Ved ankomsten til topmødet siger May dog ikke noget om, hvad hun vil gøre, hvis det kommer til at ske.

Da May mødte pressen uden for Downing Street 10 i mørket onsdag aften, meddelte premierministeren, at hun havde fået en "fornyet mission".

Den nye mission er at samle landet og levere det brexit, som den britiske befolkning har stemt for.

Med den mission er hun draget til Bruxelles for at deltage i et topmøde med de andre EU-ledere. Her vil hun bede om "retlige og politiske forsikringer" om den såkaldte bagstopper.

Det handler om at undgå, at der kommer en hård grænse mellem Irland, der er med i EU, og det britiske Nordirland, når briterne forlader unionen.

Bagstopperen er et af de punkter, der har skabt mest debat. Skeptiske stemmer i Mays bagland frygter, at den kan betyde, at briterne vil hænge fast i EU's toldunion.

/ritzau/

/ritzau/