Sune Rose Wagner og Sharin Foo, som udgør det danske rockband Raveonettes, har endnu en gang skiftet pladeselskab.
Duoen har igennem deres karriere været hos flere forskellige små og store pladeselskaber, men de er nu tilbage i folden hos det multinationale Universal Music, der er Danmarks største pladeselskab.
Universal Music har skrevet kontrakt med bandet om at udgive albummet 'In and Out of Control', som udkommer 6. oktober. Lyden på det nye album, som er produceret af Thomas Troelsen, er ifølge Universal Music noget mere poppet, end hvad man tidligere har hørt fra duoen.
Udgivelsen sparkes i gang med Raveonettes optræden på årets Beat Day-koncert, som finder sted den 15. august i København. Hvis alt går efter planen, sender de deres første single 'Last Dance' på gaden kort efter.