Når det walisiske band Stereophonics gæster Store Vega senere på måneden, kommer det danske band The Fashion også hjem fra udlandet.
Den danske kvartet bliver stjernernes 'Special Guests' og skal gøre publikum varme.
Den københavnske gruppe må siges at have foden inden for på det amerikanske kontinent, hvor de indtil videre har været hele tre gange og har fået en del spilletid via både radiokanaler, computerspil og tv-serier, skriver gaffa.dk.
Men for en kort bemærkning vender de nu snuden mod Danmark. Det bliver The Fashions første klubkoncert i Danmark i over et år, da gruppen har haft travlt med at indspille opfølgeren til det roste album 'The Fashion'.
Derudover har bandet gæstet amerikanske spillesteder og har blandt andet fået deres numre med i computerspillet FIFA 2009 og i tv-serien 'Gossip Girl'.
Koncerten finder sted den 28. januar 2010.