Efter flere ugers massive demonstrationer fortsætter de massive uroligheder i Bangkok.
Mindst 10 mennesker er såret under nye sammenstød mellem demonstranter og militær, og samtidig er der forlydender om, at en thailandsk soldat er ramt i hovedet af et skud med døden til følge.
Ingen af oplysningerne er officielt bekræftet.
Tumulten foregik i forbindelse med en aktion, hvor de rødklædte regeringsfjendtlige demonstranter forsøgte at gennemføre en såkaldt mobil demonstration.
Thailands hær stoppede demonstrationen ved at affyre varselsskud i luften, der fik de rødklædte til at vende om. Ifølge vidner blev der også skudt med gummikugler.
Derudover siger vidner, at flere af demonstranterne angreb soldaterne med hjemmelavede våben, men det er endnu uvist, hvem der affyrede skud mod soldaten.
Demonstranterne forlod onsdag morgen deres lejr i den centrale del af Bangkok for at køre ud på en hovedvej og gennemføre den såkaldte mobile demonstration.
Denne foregik i en af hovedstadens nordlige forstæder, hvor omkring 459 soldater og politi har etableret en kontrolpost nær en af flyvevåbnets baser.
De rødklædte demonstranter kræver, at regeringen går af og udskriver nyvalg.