For at undgå flere dræbte har lederen af de røde demonstranter valgt at overgive sig i Thailand.
"Vi har gjort vores bedste. Vi ønsker at undgå flere tab af vores rødskjorte brødre og søstre," lød meldingen fra lederne.
Det skete efter, at regeringstropperne tonsede ind i demonstranternes tilholdssted i det centrale Bangkok i morges, hvor fire mennesker mistede livet.
To journalister var blandt de mere end 50 mennesker, der blev såret under angrebet. En journalist fra Italien meldes dræbt.
Talsmanden for den thailandske regering, Panitan Wattanayagorn, bekræfter over for Reuters, at militæret succesfuldt har genetableret kontrollen over området Lumpini Park, hvilket er den sydlige del af demonstranternes lejr.
Det vides dog ikke, om tropperne er kommet helt ind til den scene, der har været centrum for de omkring 3.000 aktivister, der i ugevis har besat dele af Bangkoks forretningskvarter.