Nationalgarden i den amerikanske delstat Texas vil sende 250 soldater til grænsen mod Mexico inden for de næste 72 timer.
Det oplyser brigadegeneral Tracy Norris, kommandør i Texas' nationalgarde, fredag aften lokal tid.
Norris siger, at embedsmænd fortsat er i gang med at beslutte, hvad soldaternes ansvar skal være, men at de skal bistå grænsevogtere og andre agenter i området.
Texas har i forvejen 100 soldater placeret på den amerikansk-mexicanske grænse.
Meldingen kommer, kort tid efter at guvernøren i Arizona fredag eftermiddag meddelte, at den sydvestlige delstat forbereder sig på at sende 150 soldater til grænsen i næste uge.
Soldaterne får til opgave at hjælpe med patruljering, drift, logistik og konstruere grænseinfrastruktur.
Donald Trump underskrev onsdag et direktiv, der sender Nationalgarden til den amerikansk-mexicanske grænse.
Trump har begrundet beslutningen med, at "situationen ved grænsen har udviklet sig til en krise". Soldaterne skal ifølge præsidenten stoppe den ulovlige strøm af narkotika og mennesker, der krydser grænsen til USA.
Dagen efter fortalte han journalister om bord på præsidentflyet Air Force One, at mellem 2000 og 4000 soldater fra Nationalgarden skal bevogte grænsen, afhængigt af hvad det vil koste.
Trump sagde samtidig, at han formentlig ønsker grænsen bevogtet, indtil den proklamerede grænsemur til Mexico er bygget.
Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, mener, at Trumps beslutning om at sende soldater til grænsen er "respektløs".
Det er ikke første gang, at Nationalgarden, der hører under det amerikanske militærs reserver, bliver indsat ved grænsen.
Det er blandt andet sket under de to foregående præsidenter, Barack Obama og George W. Bush.
I 2006 sendte George W. Bush 6000 soldater til grænsen, men Obama i 2010 sendte 1200 afsted.
/ritzau/AP