Den siddende regering går i den grad ind for at teste skoleeleverne, at man kan frygte, at dannelsesaspektet minimeres til fordel for paratviden.
Når politikerne selv har mulighed for at blive testet, har de en helt anden holdning. Fire medlemmer af regeringspartierne og Søren Espersen fra støttepartiet DF – alle medlemmer af henholdsvis Udenrigspolitisk Nævn og Forsvarsudvalget – nægter at lade sig teste. Ja, Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen finder testen useriøs!
At de ikke ønsker at lade sig teste, forstår man bedre, når man læser besvarelserne fra dem, der har deltaget i testen: 11 ud af 14 ved ikke, hvor mange danske soldater, der er døde i Irak! Det må være ubehageligt – og tankevækkende – for danske soldater og deres pårørende at opleve en sådan uvidenhed og ligegyldighed fra de politikere, der er ansvarlige for deres udstationering.