Skift din offentlige arbejdsplads ud med en i et privat firma og få mere i lønposen.
Lønnen ligger gennemsnitligt højere i det private erhvervsliv, men hvor meget kan du tjene på at skifte? Og hvilke faggrupper kan opnå det største lønhop ved at skifte job? Det har fagforeningen DJØF regnet på i foreningens analysebrev DeFacto.
Danskere med en faglært uddannelse har mest at hente ved at hoppe over i den private sektor. 13,7 procent stiger lønnen i gennemsnit.
For danskerne generelt er tallet 12,1 procent.
De højtuddannede humanister scorer den laveste bonus ved at skifte sektor, viser beregningerne.
Så meget vokser timelønnen i gennemsnit for hver faggruppe ved skift fra det offentlige til det private erhvervsliv:
- Ufaglærte: 10,4 procent
- Faglærte: 13,7 procent
- Danskere med korte videregående uddannelser: 8,9 procent
- Danskere med mellemlange videregående uddannelser: 8,9 procent
- Akademikere med samfundsvidenskabelig uddannelse: 6,1 procent
- Akademikere med naturvidenskabelig/teknisk uddannelse: 5,8 procent
- Akademikere med humanistisk uddannelse: 5,0 procent
- Danskerne generelt: 12,1 procent
Kilde: Nyhedsbrevet DeFacto, DJØF.