Hvad er Susanne Bier kendt for? Hvor i Danmark er der begravet flest konger og dronninger? Og hvad blev vedtaget med grundlovsændringen i 1915?
Sådan lyder tre af de i alt 45 spørgsmål, der indgår i årets indfødsretsprøve, som tirsdag er blevet afholdt på 46 af landets sprogcentre. Ifølge Ritzau var i alt 6320 personer tilmeldt prøven, der omhandler spørgsmål lige fra danske samfundsforhold, kultur og historie til danske værdier.
Indfødsretsprøven er et af de punkter, udlændinge skal bestå for at blive tildelt dansk statsborgerskab. En bestået test kræver 36 korrekte svar ud af testens 45 spørgsmål, der alle har to eller tre svarmuligheder. i alt 46 sprogcentre landet over.
Fem af spørgsmålene vedrører aktuelle emner og kan omhandle for eksempel politiske eller kulturelle begivenheder. Fem af spørgsmålene vedrører danske værdier og kan omhandle ytringsfrihed, ligestilling eller forholdet mellem religion og politik.
Der kan gå op til fire uger, før deltagerne får at vide, om de har bestået prøven eller ej. Det koster 905 kroner at tilmelde sig prøven, og skulle man dumpe, må man gerne tilmelde sig igen. Der holdes prøver to gange om året.
Hvis du vil se, om du ville kunne klare snittet for at bestå testen, kan du hente både prøve og de rigtige svar her. Og har du allerede svaret, at Susanne Bier er kendt som filminstruktør; Roskilde er stedet med flest begravede kongelige i Danmark; og at det var kvinderne, der fik stemmeret til Folketinget i forbindelse med grundlovsændringen i 2015, så er du allerede godt på vej.