Teslas Model S revolutionerede bilverdenen med sine geniale - men enkle - løsninger. Bl.a. et batteri, som udgjorde hele undervognen og som betød, at den 100 % eldrevne bil pludselig kunne køre flere hundrede kilometer på en enkel opladning.
Ellers var de (meget få) andre bilmærker, som eksperimenterede med elbiler, kun heldige med at få køretøjet til at køre 50-60 kilometer.
Og alt dette er kun godt otte år siden. I 2012 kørte Teslas Model S første gang på alverdens veje, og det er kun gået fremad for den amerikanske iværksætter og manden bag Tesla, Elon Musk, der i mellemtiden er blevet verdens rigeste mand, målt på værdien af hans aktier. Der er kommet mange flere modeller til, og Tesla regnes stadig blandt verdens bedste elbilsproducent.
Sådan ser de fleste den nye Tesla S – bagfra! Foto: Tesla
Nu er Model S så klar med sin anden opdatering (der har været små ydre facelift i mellemtiden og nogle større motorer/dobbelte batterier, så alle modeller nu hedder noget med D for dual). Den rammer den danske forhandler tidligt forår.
Og som altid, når Tesla lancerer noget, så spidser bilverdenen ører. Se eksempelvis "cockpittet" i den nye model. Rattet ligner noget fra et jagerfly og skærmen er blevet endnu større.
Modellen kommer i 4 versioner, hvor topmodellen hedder Plaid+. Og her skal man holde tungen lige i munden og have fuld kontrol over bæstet, fordi den har svimlende 1.100 hk., som kommer fra tre elmotorer, der spiller sammen. En opladning skulle række til 840 kilometer og 0 til 100 km/t er såmænd kun på 2.1 sekunder.
Og man må stadig køre den med et helt almindeligt kørekort....
Opdateringerne har været diskrete, men ydelserne i den nye model er langtfra diskrete. Foto: Tesla