Tesla-stifteren Elon Musk har for første gang demonstreret sit bud på, hvordan man afvikler biltrafik i fremtiden.
I en 30 minutter lang webcast præsenterede Musk tirsdag en cirka 1,8 kilometer lang testtunnel, som for nylig er færdiggjort i Los Angeles.
Et netværk af lignende underjordiske tunneler skal ifølge Elon Musk få fremtidens biltrafik i storbyer til at glide uden forsinkende køer og trafikpropper.
På videoen ses en Tesla-bil blive sænket ned i røret med en elevator, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Derefter bliver bilen, som er udstyret med særlige "styredæk", sendt gennem tunnelen med en hastighed på cirka 65 kilometer i timen.
Musk hævder, at biler uden sikkerhedsrisiko vil kunne køre gennem tunnelsystemet med en hastighed på over 240 kilometer i timen. Og de vil kunne blive sendt af sted med ét sekunds mellemrum.
Idéen til et underjordisk transportsystem for biler fik Musk for to år siden, da han sad fast i trafikken i Los Angeles i sin bil på en strækning mellem sit hjem og sit kontor.
Trafikken "driver mig til vanvid", skrev han i et tweet den 18. december 2016.
- Jeg vil bygge en boremaskine til tunneler og bare begynde at grave, tilføjede han i tweetet.
Elon Musk fortalte tirsdag, at den færdige tunnelsektion i alt har kostet omkring ti millioner dollar.
Han oplyste også, at der ikke er udsigt til at tunnelen bliver åbnet for offentligheden i den nærmeste fremtid.
/ritzau/AP
/ritzau/AP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.