Didier Drogbas udvisning kort før straffesparkskonkurrencen var indirekte skyld i, at Chelseas anfører, John Terry, stortudende måtte forlade den glatte plæne på Luzhniki Stadion i Moskva.
Det var nemlig Didier Drogba, som var udset til at eksekvere London-klubbens sidste spark, der i givet fald ville have sikret The Blues pokalen med de store ører.
»Det er utroligt, at det skulle overgå Terry. Han var ikke blandt de første fem, som skulle sparke. Men tingene ændrede sig under kampen. Nogle af spillerne følte sig skidt tilpas, og Drogbas udvisning tvang os til at ændre rækkefølgen,« sagde Chelseas assisterende træner, Henk Ten Cate, som slår fast at ingen vil drømme om, at kritisere kaptajnen, som ellers havde spillet en fantastisk finale.