De unge mænd, som i Østre Landsret er tiltalt for at hjælpe med planlægning af terror, var i tæt kontakt med den terrordømte Abdulkadir Cesur, som onsdag idømt 13 år og fire måneders fængsel ved en domstol i Sarajevo.
Det kom frem i retten torsdag morgen, da anklagemyndigheden fremlagde en række sms-beskeder og telefonsamtaler mellem de fire unge mænd i Glostrup-sagen. Flere gange måtte den tiltalte D således tysse på den yngste tiltalte, B, når denne nævnte Abdulkadir Cesurs navn i telefonsamtaler mellem de to.
»Du må ikke nævne hans navn over telefonen,« sagde D til kammeraten.
Samtidig var de fire unge mænd allerede i sommeren 2005 klar over, at politiet var på sporet af dem – altså flere måneder inden den 21-årige dansk-tyrker Abdulkadir Cesur i oktober 2005 blev anholdt i en villa fyldt med plastisk sprængstof i Bosnien. Også Abdulkadir Cesurs mobiltelefon indgår i bevismaterialet. Under retsmødet kom det frem, at politiet har fundet numrene på flere af de tiltalte i Glostrup-sagen i den terrordømtes telefon.