En maskinpistol lå i en dametaske under sengen, en riffel med kikkertsigte hang under loftet i skuret, og et glatløbet haglgevær var gemt i en sportstaske. Dertil ammunition.
Ifølge anklagemyndigheden var våbnene, der var gemt i en villa i Holbæk, en del af tre personers terrorplaner.
Men husets nu terrortiltalte beboer har en anden forklaring, da han fredag bliver afhørt i Retten i Holbæk.
Våbnene fik han af en mand i 2011 og 2012, som han kendte fra en sprogskole, og manden var en del af et kriminelt miljø.
- Han bad om, at jeg skulle opbevare de her våben i en periode, siger den 34-årige mand.
- Jeg spurgte ham ikke direkte, men jeg forstår det på ham, som om, at det er fordi, at jeg ikke er tidligere straffet, så politiet ikke kommer der.
Den syriske mand gemte i første omgang våbnene hos sine forældre, da det var der, han boede på det tidspunkt. Der gravede han dem ned under et skur. Siden har de været gemt flere steder, inden de blev gemt i huset i Holbæk.
Den mand, som han skulle opbevare våbnene for, har han ikke haft kontakt til i ti år, og han vil ikke kalde ham en ven. Manden har ikke bedt om at få våbnene igen, lyder forklaringen.
- Man begynder at glemme, at man har gemt noget, siger den 34-årige.
Han kan i dag kun huske vennens fornavn, og politiet har ikke kunnet opklare, hvem der er tale om.
Den tiltalte arbejdede ind til sin anholdelse i en stor politiaktion i februar 2021 i et håndværkerfirma og er uddannet murer.
Nu sidder han tiltalt sammen med sin 31-årige hustru og 37-årige bror med en anklage om at have haft planer om et terrorangreb. De har alle afgivet forklaring til politiet fra start og nægter sig skyldige.
De andre tiltaltes forklaring kommer først senere. Den 34-årige fortæller dog, at hustruen intet kendte til våbnene.
- Hun ville sikkert blive sur, siger han.
Desuden havde kvinden også en lejlighed et andet sted i Holbæk, så de boede ikke altid sammen.
Foruden våben blev der i huset i aktionen i 2021 fundet 16 kilo kemikalier, tændsnor, 166 stålkugler, adskillige mobiltelefoner og fjernstyrede legetøjsbiler.
Det skulle ifølge anklagemyndigheden bruges til én eller flere bomber til terror. Den 34-årige skulle angiveligt stå for fremstillingenbomber, mens de andre havde en medvirkende rolle.
Kemikalierne var til kanonslag, forklarer den 34-årige.
Anklagemyndigheden kræver alle tre udvist. Kvinden, der har irakisk baggrund, men er dansk statsborger, risikerer at miste det danske statsborgerskab.
Dommen ventes senere på året.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.